Anders Harfot

Tilbage
Da jeg i sin tid gik i 5. klasse, var vi nogle drenge der synes det kunne være fedt at lave et orkester. Vi skulle spille shubidua og gasolin og alt var godt indtil vi skulle fordele rollerne. En havde et trommesæt – så var det på plads. Så var der tre tilbage. En havde en forstærker og kunne soloen til ”stærk tobak” – så var det på plads. Så var vi to tilbage. Den anden kunne synge og spille lidt guitar – så var det på plads. Så stod jeg der som sidste vælger og der var kun bassen tilbage!

Jeg har dog aldrig været ked af mit ”valg”. Som bassist har man den store fordel at man for det første står fremme på scenen. For det andet er man er ikke travlt beskæftiget med alverdens soloer eller skulle stå og huske 117 tekster i hovedet. Man kan i stedet bruge sin tid på at kigge på alle de smukke damer. Siden 5. klasse har jeg altid haft en bas inden for rækkevidde.

Jeg har haft et hav af instrumenter indtil jeg fandt ud af at lave dem selv. Min nuværende (hjemmelavet) bas har således fulgt mig gennem min country karriere på snart 10 år. Inden da har jeg været forbi mange genre såsom; Pop, rock, blues, heavyrock, 60´er rock, big band, trio med danske viser og så selvfølgelig country.

Jeg kom med i Dark Horse i slutningen af 2005. Mit første job med drengene var i Vamdrup Januar 2006. Siden da er det gået derudaf med diverse job. Jeg nyder virkelig at spille country, specielt når det er sammen med band der virkelig kan spille.Dark Horse er et af disse.